4.3
Man-Tor: 9-17:30 | Fre: 9-18 | Lør: 10-14 | Søn: Lukket

Argentinsk vin

Her finder du vores toneangivende udvalg af argentinsk vin. Når man tænker på vin fra Argentina, falder tankerne ofte på verdens højest beliggende vinmarker, Malbec som nationaldrue og Mendoza som epicenter. Det er helt rigtigt – men argentinsk vin er langt mere end det. Argentina byder også på kølige vine fra Patagonien, elegant Pinot Noir og et spændende miks af moderne og traditionsbunden vinproduktion. Vine fra nogle af Argentinas absolut bedst anmeldte vinhuse finder du her på siden.

Argentina - hjemland for højkvalitetsvine

Argentina er Sydamerikas største vinproducent, og siden 1600-tallet har vinproduktionen haft sit naturlige tyngdepunkt omkring Mendoza-provinsen. I dag stammer langt størstedelen af alle kvalitetsvine stadig herfra. En stor del af forklaringen ligger i geografien. Vinmarkerne ligger typisk i 500 til 800 meters højde, hvor køligere temperaturer giver druerne bedre balance og friskhed. Samtidig spiller Andesbjergene en afgørende rolle. Smeltevand fra det næsten 7.000 meter høje Aconcagua fører mineraler ned til markerne og bidrager til vinens struktur og dybde.

Det er netop samspillet mellem højde, sol og kølige nætter, der har gjort vin fra Argentina så eftertragtet – især inden for argentinsk rødvin, men også i stigende grad for argentinsk hvidvin.

Malbec og Argentinas internationale gennembrud

Malbec er uløseligt forbundet med vin fra Argentina og har været drivkraften bag landets globale gennembrud.

Hvornår kom Malbec til Argentina?

Malbec kom til Argentina i midten af 1800-tallet, da franske druesorter blev introduceret for at modernisere vinproduktionen. Her fandt druen ideelle betingelser og udviklede sig hurtigt til den signaturdrue, der i dag definerer argentinsk vin.

Hvad passer Malbec til?

Argentinsk Malbec er kendt for sin mørke frugt og bløde tanniner, hvilket gør den oplagt til oksekød, grillretter og kraftigere kødretter, hvor vinens struktur virkelig kommer til sin ret.

Vin fra topproducenten Catena

Det er i Mendozas højland, at vi finder Nicolas Catena. Med vendinger som "referencepunktet for argentinsk kvalitetsvin" (citat Robert Parker) og "Catena laver Argentinas eneste verdensklassevin" (citat Wine Spectator), udråbes Catena enstemmigt af verdenspressen til at være Sydamerikas bedste vinproducent. Blandt vinenes bedrifter på vore nordlige breddegrader, kan det nævnes, at 1999 Catena Cabernet Agrelo (129 kr ved blindsmagning i Penge & Privatøkonomi) blev vurderet til at koste mere end 1996 Château Lafite-Rothschild (100 point Robert Parker, 3500 kr)!

Nicolas Catenas' vine har fået en overvældende modtagelse af vores kunder, og Philipson Wine er i dag verdens tredjestørste importør af Catenas vine.

Læs om Catena

Patagonien og vin fra verdens ende

I den sydlige del af Argentina ligger Patagonien med distrikterne Neuquén og Río Negro. Her hersker stadig en udpræget pionerånd, og vinene adskiller sig markant fra Mendoza-stilen. 

Hos Philipson Wine importerer vi vine fra nogle af områdets mest spændende producenter, heriblandt Bodega Chacra, som er kendt for elegante og kølige vine med stor præcision og tydeligt terroir.